| Notater |
- Møllen i Bregning:(Fra Mikkelsens bog om Gauerslund Sogn)
Det ser ud til, at Peder Nielsen (Wormb) er møller indtil omk. 1664. Efterfølgeren er Mads Christensen, gift med Anne Thomasdatter. Der har ikke været meget at råbe hurra for, thi møllen var blevet afbrændt under svenskekrigene, og 30-35 år efter var der stadig kun mangelfulde huse på stedet.
I 1686 overtager sønnen Thomas Madsen og hans kone Gjertrud Thomasdatter stedet, som i matriklen 1688 beskrives: "Møllen er gandsche øede."
- Uddrag af bogen ”GAUERSLUND
Spredte træk af sognets historie.
BREJNING MØLLE, senere matr. 7a, "Møllegården".
Som mølle betragtet har den ikke været meget værd. Det var en vandmølle, anlagt ved en lille bæk, der løb ud i Vejle Fjord. Men samtidig kunne der jo engang imellem tjenes en skilling ved at færge folk og varer over fjorden.
Ifølge gamle jordebogsoptegnelser ser det ud til, at der har været en mølle med en mølle på, og ved siden af et mindre landbrug med en anden fæster. Det hele hørte under Kronen, men et par gange ser det ud til, at et par militærpersoner har fået lov at købe møllen, bl.a. i 1661, da kaptajn Jacob Andersen bor der, og i 1665 oplyses, at major i artilleriet Robert Colnet køber bl.a. Brejning Mølle for 50 rdl. pr. td. hartkorn.
Men ellers har møllen og jorden nok været sammen. Der har vel været en 10-12 td. land jord, og der første vi kender til, er Niels Wormb (Ormb, Worb), som er fæster i 1625. Han efterfølges af sønnen Peder Nielsen Wormb, som er på stedet i 1631 og i hvert fald til 1645, måske en del længere. I hvert fald siger jordebogen 1651: "Peder Nielsen, 8 ørte Meell, Noch giffuer Hand aff Noget Jord, Som thilforn laae til et boell i Breining: 1 Ørte Biug." Mon ikke det er den samme mand, og måske forklaringen på, at der kan være tale om både et husmandssted og en mølle.
Under svenskekrigene (1657-60) skal der være smuglet en del korn ud af Brejning Mølle og over til svenskerne, som lå på Frederiksodde. Det kan jo godt have været medvirkende til, at bønderne ikke har villet støtte møllen bagefter.
Det ser ud til, at Peder Nielsen (Wormb) er møller indtil omk. 1664. Efterfølgeren er Mads Christensen, gift med Anne Thomasdatter. Der har ikke været meget at råbe hurra for, thi møllen var blevet afbrændt under svenskekrigene, og 30-35 år efter var der stadig kun mangelfulde huse på stedet.
I 1686 overtager sønnen Thomas Madsen og hans kone Gjertrud Thomasdatter stedet, som i matriklen 1688 beskrives: "Møllen er gandsche øede."
Thomas Madsen, som af ukendte årsager brugte tilnavnet Ran(d), døde i 1707, og møllestedet blev overtaget af Peder Olesen Rand og hustru Maren Thomasdatter. De var begge født 1693. De byggede gården op i 1753, hvilket i mange år kunne ses af en inskription på ladedøren.
Sønnen Thomas Pedersen Rand (født 1733) giftede sig 19. juni 1764 med Karen Jensdatter, født 1739, og de overtog gården. Hans forældre levede til henholdsvis 1770 og 1775. Thomas Rand havde en lille skude, som han sejlede til Flensburg med og hjembragte brændevin og andre gode sager. Det var rent ud sagt smugleri.
6. januar 1785 kæntrede båden ud for Brejninghoved, og Thomas druknede. Karen giftede sig så den 12. august samme år med Jacob Nielsen. Han var 18 år yngre end hun, og kun 6 år ældre end hendes søn Peder (ældst af 6 børn), så det er ikke sikkert, det har været det lykkeligste ægteskab. Det menes, at de blev skilt som måske et af de første par overhovedet i Danmark.
Peder Thomsen Rand ægtede 11. august 1795 Kirsten Pedersdatter fra Andkær, og de overtog møllen. Det ser ud, som om allerede Peders fader, Thomas Rand, har haft et husmandssted ved siden af møllen, for i 1765 opgives møllens hartkorn til godt 1 td. 1 skp, men ved siden af er der under samme navn et boelssted med knap 1 td. hartkorn, så han i alt har rådet over godt 2 td. Det kan måske være noget af forklaringen på, at brandforsikringen i 1784, på trods af at der ikke har været (væsentlig) mølleri, ansættes til 600 rdl, hvor de største gårde i byen er 470-480 rdl værd. I 1803 vurderes møllegården til 1200 rdl (kun overgået af Cathrinehøj), og i 1813 til 900 rigsbankdaler, men forsikres kun for 550 rbd.
|
